I forbindelse med Mariagerfjord Vands anlæggelse af nye spildevands- og regnvandsledninger samt en pumpestation på Havnepladsen i Mariager er der dukket et meget gammelt skibsvrag op. Dette er nu undersøgt omhyggeligt at arkæologer fra Nordjyske Museer, som netop er udkommet med en foreløbig statusrapport.
Her ses den spidse vinkel på bunden, der tyder på, at vragdelen er skibets nederste del. Foto: Nordjyske Museer.
I rapporten fortæller museumsinspektør Mikkel H. Thomsen fra Vikingeskibsmuseet blandt andet, at der ikke er noget, som forhindrer skibet i at være fra middelalderen, vurderet på baggrund af byggeskik. En umiddelbar datering af vraget nu vil derfor være ca. 1250-1600:
”Der er ikke gjort mange skibsfund i Vestdanmark, derfor er dette vrag noget særligt. Mariager Fjord har altid været byens livsnerve. Derfor er den maritime fortælling om byen særlig vigtig. Byen optræder først i skriftlige kilder i 1434 og får købstadsrettigheder i 1592, men i kraft af byens Birgittiner kloster har Mariager købstadslignende forhold fra ca. midten af 1400-tallet. Skibets alder har derfor stor betydning. Det kommer til at være afgørende for, om skibsvraget tilføjer et ekstra kapitel til klosterbyens historie, eller om det kan være med til at udvide vores viden om Mariager før klosteret”.
Selvom gravearbejdet nu er afsluttet i Mariager Havn venter der stadig arkæologerne en del registrerings- og konserveringsarbejde af de enkelte dele af skibsvraget. Endvidere skal der foretages en dendrokronologisk datering af træet (også kaldet årringemetoden) med henblik på at bestemme skibets alder.
Museet er i gang med flere af disse opgaver og agter at fortsætte med dem hen over efteråret 2024. Konserveringen kan ikke forventes afsluttet før tidligst i slutningen af 2025.
Tidligere presseomtaler af fundet:
Sjældent jubles der over fund ved kloakarbejde - her er undtagelsen | Nordjyske.dk
Ny kloak leder til fund af gammelt skibsvrag: Alderen er stadig usikker | amtsavisen.dk
Arkæologer finder gammelt skibsvrag ved Mariager Fjord | Mariagerfjord LigeHer.nu
Du kan læse mere om det spændende fund i den fulde statusrapport fra 12/9-24 – udarbejdet af Nordjyske Museer her.