Nyt forsyningsselskab i Mariagerfjord Kommune fra 1. januar 2025

Fra den 1. januar 2025 er Ren Forsyning Mariagerfjord A/S nyt moderselskab for affald, drikkevand og spildevand i Mariagerfjord Kommune. Herunder hører to datterselskaber, hvoraf det ene er det eksisterende Mariagerfjord Vand A/S, som har eksisteret siden 2007, og Mariagerfjord Affaldsresurse A/S, der omfatter indsamling af affald og drift af genbrugspladser - før varetaget af Mariagerfjord Kommune. Dermed er alle borgernære ydelser, som affald, drikkevand og spildevand nu samlet i et selskab.

Alle selskaber er 100% ejet af Mariagerfjord Kommune, som har flertallet i bestyrelsen udpeget af Byrådet. Mariagerfjord Kommune har også myndighedsbehandlingen over selskaberne, herunder udarbejdelse af affaldsplan, spildevandsplan og vandforsyningsplan.

https://www.mariagerfjordvand.dk/sites/default/files/MFV_red2.jpg

 

Selskabets opgaver fra januar 2025
Fra nytår omfatter opgaverne i det nye forsyningsselskab indsamling af affald, drift af genbrugspladser, offentlig kloakering – herunder rensning af spildevand – samt levering af drikkevand til ca. halvdelen af kommunen. Alle ydelser leveres efter ”hvile i sig selv”-princippet, således alle udgifter opvejes af de brugerbetalte indtægter for hhv. affald, drikkevand og spildevand.

Den nye selskabskonstruktion giver både en økonomisk optimering samt et større fagligt miljø og gode rammer for at tiltrække nødvendige kompetencer. ”Når vi kombinerer to så stærke og veldrevne områder, som Affaldskontoret og Mariagerfjord Vand er, åbner vi også op for store muligheder og potentialer. Vi er overbeviste om, at vi med sammenlægningen vil drage stor nytte af en mere smidig organisering; et tættere samarbejde og en fælles kultur, som vil skabe gode synergier på tværs af selskabets mange forskellige funktioner”, fortæller direktør for det nye selskab, Søren Erikstrup.

Kun én opkrævning til brugerne fremover
For dig som borger, betyder sammenlægningen ingen umiddelbare ændringer i levering af ydelserne fra Ren Forsyning Mariagerfjord A/S, men der vil fremover kun blive udsendt en samlet opkrævning for de brugerbetalte ydelser. 

Per 1. januar 2025 kan du finde mere information på vores hjemmeside www.renform.dk, herunder blandt andet underretning om driftsforstyrrelser samt selvbetjeningsfunktioner for diverse anmeldelser.

Mål og ambitioner for Ren Forsyning Mariagerfjord A/S
Ren Forsyning Mariagerfjord A/S har store ambitioner for fremtiden. Selskabet vil arbejde målrettet på at sikre rent drikkevand, effektivt rense spildevand og optimere affaldshåndteringen. Fokus vil være på at skabe smidige og sammenhængende processer, som kan bidrage til en høj forsyningssikkerhed af bedste miljø- og klimamæssige kvalitet samt øge genbrug og genanvendelse. Ved at samle ansvaret for vandforsyning, spildevandshåndtering og affaldsindsamling i ét selskab skabes der således en solid og effektiv organisation, der står endnu stærkere i forhold til at levere og videreudvikle bæredygtige og klimavenlige løsninger. 

”Vi vil fokusere på løsninger, som tager størst muligt hensyn til vores natur og for jordens ressourcer, samt bidrage med information og viden, som gør det lettere for os alle til at ’tænke grønt’. Ren Forsyning Mariagerfjord A/S skal således være en central og vigtig nøglespiller i at fremme den grønne omstilling - et grønt fyrtårn i Mariagerfjord Kommune, som på ansvarlig vis bidrager til en sund og bæredygtig fremtid - både for os selv og for de næste mange generationer”, slutter Søren Erikstrup. 

 

Ren Forsyning Mariagerfjord A/S har til huse på Islandsvej 7, 9560 Hadsund.